Jeg kan ikke leve mit liv om, så jeg starter jeg NU !

Velkommen til 2010

…og dermed også til januar. Måneden, hvor mange gør status og laver nytårsforsætter. Jeg er både tilhænger og modstander af nytårsforsætter! For mig, er det nemlig det vigtigste, at de er realistiske og til at overholde.

Al denne snak har inspireret mig til at omskrive Nadine Stars digt “Hvis jeg skulle leve mit liv om” (som jeg tidligere har citeret her på bloggen). Dette er min vision for 2010 – skrevet i ord. Og  jeg kan garantere jer, at jeg kan ‘tjekke af’ på dem alle om et år! Bl.a har min rystende sommer-oplevelse gjort mig opmærksom på vigtigheden af ‘moments like these’ og jeg har LOVET mig selv at leve sådan fra nu af…og jeg har overholdt det siden i sommer!

 

 

Dorte Lytje, 33 år

Jeg vil turde gøre flere fejltagelser.
Jeg vil bruge min krop og stole på dens visdom.
Jeg vil bevare min rummelighed.
Jeg vil tage færre ting alvorligt – før de viser sig at være det.
Jeg vil tage flere chancer og tage dem som oplevelser.

Ser du, jeg er en af dem,
der lever følsomt og til tider sundt – til tider usundt.
Time efter time, dag efter dag.
Åh, jeg har haft mine øjeblikke…
og jeg vil skabe flere af dem
… genkende dem, på deres ro og tidsopløsende kraft
Tage et indre ’snap-shot’ af dem alle,
og gense dem for mit indre blik, når jeg engang sidder på plejehjemmet.

Når jeg engang ser tilbage på mit liv
vil jeg smile og huske
følelsen af forårets græs under mine bare tæer.
mmm… og smagen af jordbær,
som for evigt vil minde mig om
den danske sommer.

Jeg vil danse endnu mere.
Nyde flere sommeraftener på stranden
og mærke sommervinden i mit hår
mens jeg stille går hjem.

Jeg vil være min egen bedste ven – være kærlig og overbærende.
Jeg vil nyde mere.
Endnu mere.
Drikke den gode rødvin af de glas jeg elsker.
Skåle i champagne på en tirsdag.
Drikke kaffe af min yndlingskop
… endda bruge et øjeblik på at vaske den op først
… for dét vil jeg gøre for min elskede eller min bedste ven
og derfor vil jeg også gøre det for mig selv.

Jeg vil plukke flere tusindfryd.
Mærke sommerregnen på min hud.
Indsnuse duften af efterårets muld.
Lade mine øjne blændes i fryd over vinterens hvide.
Smile når forårssolen for første gang kysser min ansigts hud.

Jeg vil le
… især af mig selv…

Jeg vil leve drømmen ud,
som om den allerede var her…

Og indse… at præcis ved at gøre det
… så er den netop dét!

Alt er LIGE her – og ALT er godt!

P3-mor vs White-trash-mom

Jeg ved godt, hvornår hele verden begyndt at køre som idioter i trafikken! Det var nemlig helt præcist den 5. juni 2004! Pudsigt nok var det nøjagtig samme dag, hvor jeg – helt nybagt – trillede ud i den store verden med min endnu mere nybagte datter på bagsædet

Hun blev født den 1. juni, og i samme øjeblik hun kom til verden, fødtes også en en angst i mig. Og en stor kærlighed – selvfølgelig – først og fremmest. Men med kærligheden, som kom ind i mit liv i sin reneste form, kom altså denne angst for at miste. Både denne form for kærlighed og også angsten var ganske ny for mig…jeg var jo helt nybagt og ganske ganske hormon-befængt. Faktisk var det ret chokerende for mig, at skulle byde denne angst velkommen side om side med Den Store Moder-kærlighed. Heldigvis har jeg erfaret, at angsten – efter barsels-hormonerne har forladt min krop – nu er blevet mere tro mod virkeligheden!

I angst for at miste det nye lille vidunder, så jeg jo farer truende om hvert en hjørne. Jeg tænkte i indbrud, alarmer, vuggedød, brand, børnelokkere , human trafficking, slugte genstande i luft-røret, RS-virus, glubske hunde…and last but not least…meningitis!!! Nårh ja – jeg skal da være den første til at indrømme, at nogle af ovennævnte stadig kan snige sig ind i min bevidsthed…men heldigvis er de da ikke blevet fordoblet – selvom jeg sidenhen blev mor igen

Det er prisen for at blive mor – and it’s a price I’m willing to pay – of course ! 

Nu, hvor jeg står på den anden side af begge barsler, kan jeg se, hvor et ‘mor-monster’ jeg til tider har været.

Kan I huske, da P3 lavede sketch med den overbekymrede-og-totalt-ensporede-mor, som bad HELE verden indrette sig efter hendes barn? Det var både med-passagerer i bussen og sågar piloten i højtalerne, som blev bedt om at nedtone sig, hvis hendes guldklump sov til middag . Det var ganske underholdende…og ikke mindst tankevækkende.

P3-mor er for mig skyggesiden af arketypen ”MOR” = mor-monsteret. Jeg genkender hende med ulidelig lethed i mig selv, når jeg:

• prædiker økologi
• slukker for tegnefilmen “bare fordi”
• øver motorik med mine børn
• taler terapeut-sprog i min ‘konflikt-håndtering’ mellem ungerne 
• holder foredrag for de (igen 4 + 5 årige) børn om at: numseleg er ok, hvis bare der ikke er en voksen med (!)
• refererer til de sultne børn i Afrika, når de ikke spiser op
• galper op og klima-forandringer, når de lader vandet løbe for længe
• står pænt i vejkanten og siger “Se til HØJRE – VENSTRE – HØJRE” HVER gang vi skal over vores lille (og i øvrigt utrafikerede) vej
• synes at min barn bliver overset i børnehaven

Men mor-monsteret har også en anden skygge side! Lad mig hermed introducere: “The White Trash Mom”. P3-mor’s complete opposit! Begrebet “White Trash Mom” blev egentlig først tydeligt for mig, da jeg læste en artikel om Anne Sophie Espersen i Alt For Damerne. Jeg sad og klukkede af grin, da hun smed dén titel på bordet fordi hun “altså lige måtte ha’ et stk tobak” midt i interviewet!

Som single-mom, træder “White Trash Mom” lige så ofte frem, som P3-mor gør. For alene dét at blive skilt!! At vælge min EGEN lykke, fremfør børnenes?! (jeg ved det: dén statement kan diskuteres, for på sigt…er det så ikke børnenes tarv, at forældrene er lykkelige? – lidt ligesom dén med iltmasken i flyveren: “Du kan ikke give dit barn ilt, hvis ikke du selv tager iltmasken på først”!)

Anyway - White Trash Mom er ’painfully aware’ når jeg:

• sætter Alfons Åberg på for 3. gang fordi jeg har tømmermænd
• serverer stegt torskerogn eller risengrød – fordi det er nemt
• har glemt at købe havregryn
• ryger “et stk tobak”
• skænker et glas rødvin kl. “præcis-når-ungerne-er-lagt”
• facebooker når jeg burde spille bræt-spil med mine børn
• får ungerne passet fordi jeg skal i byen
• har ladet min datter har lege uden opsyn – med polle-fra-snave-hår til følge!
• afleverer mine unger i over-snavsede gummistøvler

Men jeg elsker dem begge to! Ja – selvfølgelig begge mine vidunderlige unger – men også både p3-mor og White Trash Mom! P3-mor sørger for, at jeg varetager mine børns behov & interesser….White Trash Mom sørger for, at jeg varetager mine egne! (behov og interesser, red.)

Jeg ser dem dog som skyggesider, fordi de er så ekstreme begge to. Men bevidstheden om de begge, gør at jeg også hurtigt kan ’snap out of it’ og i stedet være:

• Pippi-mor: som laver skøre ting, og foreslår at vi spiser foran fjernsynet eller at vi alle stiller os op på bordet – bare for at prøve noget nyt!
• Diva-Mom: som er diva-licious og prædiker selvværd & selvtillid fremfor ALT!
• …eller bare: MOR… !

The Mother: Rollen og arketypen, som indeholder dem alle på godt og ondt, og som lever med den største lykke – netop i kraft af denne bevidsthed

Husk at elske VEJEN til målet

Sikke en rejse, jeg har begivet mig ud på! Kender du fornemmelsen af at kaste dig ud i noget nyt og så fuldstændig blive hvirvlet rundt? Egentlig både en fed, men også ekstremt udfordrende fornemmelse?

Det føles lidt som fjeren i Forrest Gump. Hvis du har set den film, kan du nok tydeligt se billedet for dig: En lille hvid fjer, som lader sig føre hen, hvor vinden tager den. Nøjagtig ligesom Forrest Gump himself, der rejser ud i livet med sin “life is like a box of chocolates – you never know what you’re gonna get”-filosofi.

Søren Kirkegaard havde allerede fat i det i sin tid:

 ”At vove er at miste fodfæste for en stund. Intet at vove er at miste livet”

 Ak ja – kært barn har mange navne. Men når man hvirvler rundt midt i processen og forsøger at finde fodfæste, kan det af indlysende årsager føles noget intimiderende!

Jeg har fundet ud af at jeg skal lære at elske den proces! Jeg har altid haft ‘en fetish’ for processer, hvor jeg midt i krisen/procsessen har kunnet mærke, at en del af mig synes det var ok. Det har jeg altid synes var lidt underligt – faktisk! Indtil nu…for nu ved jeg hvorfor: Det er fordi jeg grundlæggende tror på, at der kommer noget godt ud på den anden side!

Jeg har lige siddet og set “Den Niende Indsigt”. Det er 12 år siden jeg første gang læste bogen. På mange måder var den en del af min ‘awakening’. Men jeg forstod vist ikke helt så meget af den dengang, som jeg gør nu. Det vigtigste jeg tog med mig fra bogen dengang var:

“at man altid skal vælge den smukkeste vej, når man står ved en korsvej”

og

“at vi alle er forbundet af energi”

Det var så dét jeg havde ressourcer til at ‘tage ind dengang’ – og TAK for det! Den læring har nemlig boet i mig siden, og jo dermed ført mig til der, hvor jeg er idag.

Det var virkelig interessant at se filmen nu, hvor jeg dermed bliver mindet om alt det som er sket med verden – og med mig – siden dengang!  Sådan som jeg husker det, så var “Den Niende Indsigt” 90′ernes svar på “The Secret”. Og sammenhængen mellem de to bøger er jo tydelig! Alt omhandler det samme…All is one…og vi er på vej ind i en ny tid – et nyt paradime, som det siges. “The Secret” forklarer måske bare mere hvad kvantefysikken er bag teorien, og hvordan vi alle kan inddrage det i vores tanker og følelser (efter min opfattelse er der andre bøger, der bedre beskriver følelserne kraft, end The Secret gør).

Og aprospos synkronicitetsteorien (hvor ’tilfældige sammentræf’ leder én på vejen til målet) – så har mange omkring mig for nyligt snakket om “Den Niende Indsigt” igen. De har spurgt mig, om jeg har læst den – om jeg kender den – om jeg har tænkt på dén i forbindelse med alle mine tanker, osv. I bedste synkronicitets-agtig-ånd, tænkte jeg, at ‘der nok var noget med dén jeg skulle undersøge nu’. Og ganske rigtigt: gensynet slog hovedet på sømmet med de tanker, jeg har gjort mig den seneste tid:

Jeg har nemlig tænkt meget over, hvordan jeg træffer beslutninger her i livet. At træffe de rigtige eller ‘forkerte’ beslutninger, er jo netop en del af vejen frem mål målet. Igennem livet har jeg faktisk truffet de bedste beslutninger ved at følge min første indskydelse. Jeg indrømmer: det har været nemmest, når det har omhandlet gardiner og klinker på badeværelset – og en del sværere i de beslutninger, som har involveret følelser – både mine og andres.

Jeg har længe troet, at jeg ikke var i kontakt med min intuition…men det har jeg dog glimt-vis været! Dén erkendelse er vigtig! For vi har alle ressourcerne til at løse de udfordringer, vi møder. Det hjælper dog altid at få bevidsthed på i hvilke sammenhænge, man allerede HAR evnen. Når man ved dét, kan man – ligesom jeg – overføre det til en den nye udfordring. En god kollega, Birgit Øvig, har desuden hjulpet mig med at kende forskel på min intuition og mit sædvanlige tankespin. Hun bruger en helt speciel teknik, som forbliver hos én resten af livet og dermed bliver et målbart barometer for, hvornår det er intuitionen, der arbejder – og hvornår det er hovedet, der arbejder! Credits to her! TAK !

Men har ’fjeren i vinden’ intet mål? Lader den sig blot naivt strømme med vinden? Mit gæt er, at den er ‘i flow’. Den har bare tillid! Tillid til, at vinden fører den derhen, hvor den skal. Når dét er sagt, så er det jo en god idé at få jordforbindelse igen…men den skal nok komme – vi har jo heldigvis også tyngdekraftens energi

Men jeg hermed love mig selv – langt ud i cyberspace – at jeg fra NU af, vil elske vejen hen til målet ligeså meget som målet selv! Hvis vejen derhen er smuk og ‘light’, så når jeg for det første også hurtigere derhen…simpelthen ved at give slip på bekymringer og kontrol. Og for det andet – ved at give slip, slipper jeg også den negative energi i mig selv, og jeg vil dermed være klar til at tiltrække essensen af mit mål.

At målet så ikke altid kommer i den forklædning man havde forestillet sig…dét er en helt anden snak…

But trust me:

All IS well…

Walk the talk

Da jeg sidst skrev blog-indlægget om “ALT USAGT BINDER ENERGI” var meget i spil…eller – det KOM der i hvert fald!

Dagen efter, blev jeg bombarderet med udfordringer fra oven! Og det var ikke just appelsiner, der røg i turbanen….og dog – måske var det, som min fantastiske veninde og kollega Christina Greve siger:

“Gaver i grim indpakning”

Jeg ELSKER den sætning! Den hjælper mig HVER gang, der sker noget uønsket for mig!

Kender du det? Nogengange vælter det bare ned – med ‘gaver’…i ‘grim, GRIM indpakning’!?

Før i tiden - tror jeg bare jeg tænkte:  ”@%¤&¤#&”¤@#¤   …Hvorfor er jeg så uheldig? Hvad sker der?” (og så gik offer-rollen ellers i selvsving!)

Nu tænker jeg:  ”@%¤&¤#&”¤@#¤   Hvad f…. HANDLER det her om??? Hvad er fællesnævneren - hvad er gaven?

Og så starter rejsen mod at finde det overordnede tema! Faktisk oplever jeg, at der næsten altid ER et overordnet tema… noget, som kunne have være ‘overskriften’ på alt ‘der er i spil’. I sidste uge var det overordnede tema - sjovt nok - “Alt usagt binder energi”. Tag din egen medicin, søster! WALK THE TALK!

Hvis du arbejder med coaching og terapi, har du sikkert hørt sætningen “Walk the Talk” før. Hvis ikke, så er det måske et nyt begreb for dig. Ordene taler egentlig for sig selv:

WALK the TALK

= GØR dét, du SIGER (at du vil gøre)!

 

Det blev smerteligt tydeligt for mig, at hvis ikke, der er handling bag ordene, så kan man sige ting en million gange, uden der sker noget! Børn reagerer f.eks. prompte på handling fremfor ord – monkey see – monkey do

Som sagt var fællesnævneren for mig i dette tilfælde, at “ALT usagt binder energi”. Så jeg måtte både handle OG tale!  Jeg startede fra en ende af: tog kontakt til dem, som skulle kontaktes. Overvejede nøje, hvad min intention med budskabet var, så jeg var sikker på, at det blev modtaget rigtigt af modtagerne. Tog så kontakt, og sagde mit budskab. 

Det handlede om at sige til, at sige fra…og i nogle tilfælde bare: speak up – tale min sag!  Resultaterne kom heldigvis med samme hastighed, som alle udfordringerne var kommet! Efterhånden som jeg fik sagt til og sagt fra og ‘bare’ sagt, hvad der skulle siges, kunne jeg mærke hvordan spændingen forsvandt. Jeg kunne simpelthen mærke, hvordan jeg FIK mere og mere energi. For hver ting, jeg fik løsnet op for, røg der en ‘polet’ i mit humør-barometer og mit energi-niveau steg grad for grad. De grimme ‘gaver’ blev pakket ud én for én, og viste sig at være gaver sendt fra himmelen

Nu er jeg egentlig taknemmelig for, at alting kom væltende ned, som det gjorde… Det tydeliggjorde nemlig fællesnævneren! Det må vist siges at være et skole-eksempel på Jungs Synkronicitets Teori Jeg har først lige lært, at det er dét det hedder, når der er SÅ mange “tilfældigheder”, som ramler sammen på én gang. Pudsigt nok var jeg også nede og høre et foredrag omkring “Flow og Nærvær” af Jan Visby fra Filosofisk Boghandel på Fairbar i Århus. Da han begyndte at tale om Synkronicitets Teorien, blev jeg mundlam! At sidde og høre om dét ‘while it was actually happening to me’ var en øjenåbner af kaliber!

Man kunne her i parantes bemærke, at jeg da vist havde fået universets ‘berømte prik på skulderen’ + “hvisken i øren” + “dunk i hovedet” (hvilket Jan Visby i øvrigt også talte om) lang tid før jeg endte med at få det hele kastet ned i kaskader Når man ikke hører efter de første gange, SÅ er det man får et ‘vink med en vognstang’.

Det er så gaven, jeg ikke kunne se, før det hele var løst! Gaven, at jeg fremover skal tage den “hvisken i øret” alvorligt, når min intuition siger mig, at ‘der er noget galt’ eller at ‘det her er ikke godt for mig’!

Jeg siger pænt tak for gaven Og glæder mig til at modtage flere…og så vil jeg bestræbe mig på at pakke dem ud noget før!

ALT usagt binder energi! …Elvis has left the building!

ALT USAGT binder energi!

Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik….

Det er noget af en statement! Ikke desto mindre…tænk lige over det! Den er altså god nok!

Første gang jeg hørte sætningen, var da jeg blev undervist af Inger Poulsen fra Familiehuset i Horsens. Den ramte ind i noget helt fundamentalt hos mig – satte ord på en sandhed, jeg ikke var bevidst om – med hovedet i hvert fald

For ubevidst har jeg vel altid vidst det? Den der fornemmelse af, at være i et lokale med en mærkelig stemning p.g.a. eeeet eller andet man ikke ved hvad er.

F.eks, når der noget, man gerne vil sige til et andet menneske… eller hvor man ved, at der er noget den anden gerne vil sige til én. Hvis det er noget, som er svært at sige,  kræser om man om den varme grød, snakker udenom, gør en masse andet – alt imens tankerne gang på gang strømmer hen imod det usagte.

Når ikke det bliver italesat, bliver det i stedet til tolkninger inde i vores egen verden. Tolkninger er uhensigtsmæssige fordi de ofte ikke har noget at gøre med sandheden. Eller også over-dramatiseres de, og bliver tillagt større værdi end de er værd.

Børn, som vokser op i omgivelser, hvor meget bliver fortiet, bliver ofte gode til at fornemme stemninger hos andre mennesker. Desværre bliver de også ofte usikre. For hvordan VED de, at dét de fornemmer er sandt, når det aldrig bliver sagt? Hvordan skal de så lære at stole på den mavefornemmelse de mærker?

Det er - for mig at se – EN GAVE, at give sine børn: at verificere og legalisere deres fornemmelser – simpelthen ved at sætte ord på dét! 

TÆNK, at få sådan en gave! TÆNK, at kunne gå gennem livet og vide, at man har sin mavefornemmelse, som tro følgesvend og samarbejdspartner! Dét er nemlig: at lære sine børn at stole på deres intuition.

En dag filosoferede jeg med min kære veninde Christina omkring denne sætning “ALT USAGT BINDER ENERGI”, som jo efterhånden er gået hen og blevet min mantra.

Hun skar med det samme ind til benet, og sagde: 

“JA, det er nøjagtig som om man sidder med en kæmpestor lyserød elefant inde i rummet

 - og INGEN taler om den!”

Det beskriver det egentlig meget godt! Nogen kan endda gå igennem livet med en lyserød elefant i snor, og alle andre omkring dem véd det godt. Af ukendte årsager går vi ofte udenom ‘den lyserøde elefant’ – det usagte – i forhåbning om, at den så forsvinder. MEN DET GØR DEN IKKE!! Den følger bare med! Og den FYLDER!

Eksempler kan være alt fra:

• en mor og far, som ikke længere elsker hinanden, men tør ikke sige det til børnene – eller måske endda hinanden
• et barn, hvis far er ikke den biologiske far
• et kærestepar, som ikke længere kan finde lysten i forholdet
• en birkes mellem tænderne hos den du taler med – skal jeg sige det? skal jeg ikke sige det?
• et menneske, som er homosexuel, men ikke tør sige det
• et menneske, som har taget 30 kg på, men ingen tør nævne det
• et menneske sørger over tabet af et andet menneske, men ingen tør sætte ord på
• arbejdspladsen, hvor det ulmer af fyringsrunde

I alle ovennævnte eksempler, er det ikke svært at forestille sig, at ‘den store lyserøde elefant’ – den bundne energi, faktisk forhindrer enten samtale, vækst eller bare skaber dårlig stemning.

Først når det usagte bliver italesat, løsner energien – spændingen. Og det kan mærkes med det samme, når det svære bliver italesat!

“Elvis has left the building…”

… so to speak.

Så hvad er det værste, der ville kunne ske, ved at sætte ord på situationen. I mange tilfælde vil du opleve, at vedkommende udemærket er klar over, det du siger. Måske kommer der en voldsom reaktion? Måske møder du bare lettelse?

I sidste instans har du jo bare sagt DET SOM ER!

…det som ER….

…som ER…

….

 

What’s brewing in your subconscious?

Jeg er netop hjemvendt fra New York! Fantastisk tur i godt selskab, og er re-loaded med den høje Manhattan-energi. Samtidig er jeg også drænet… Og jeg mener virkelig: samtidig! En underligt mix af høj energi og at ‘noget har ulmet under overfladen’.

Måske var det derfor blev jeg fanget af denne reklame på en mur i New Yorks gader:

Sætningen er egentlig meget godt beskrivende for, hvordan underbevidstheden arbejder. For den arbejder under overfladen. Man kan længe have denne fornemmelse af, at noget ‘bobler under overfladen’ og tricket er så – efter min vurdering – at tage dén fornemmelse alvorligt, og få øje på, hvad det ER der rører sig!

Der er mange metoder til, hvordan man får bevidsthed på, hvad det er underbevidstheden vil gøre opmærksom på. Èn af dem er, at være stille… At bare ‘være’ med det og tage det der kommer – uden at dømme det – bare se på, hvad det handler om. For det ER der jo, om man vil det eller ej. Det er kun når du kæmper mod virkeligheden, at du lider! Derfor er det slet ikke så farligt, som det føles, at undersøge din sjæls dybder

I mit tilfælde handlede det om sorg. En sorg, som jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at bearbejde. Det handlede også om angst for at rejse så langt væk fra mine børn. Så summa summarum: angst for livets skrøbelighed. Da jeg fandt ud af, at det var dét som rørte på sig (igen), tog jeg det alvorligt og pakkede ‘helte-rollen’ sammen. For det er sgu ok at være berørt af at rejse tusinder af kilometer væk fra sine børn. Og faktisk også forståeligt nok, at det netop berører mig så dybt, fordi jeg nyligt mistede en kær, som døde på sin rejse til netop USA.

Livet er skrøbeligt! Der er ingen garantier!

Men det betyder ikke, at man skal blive i sin sikre zone. Nærmere tværtimod!

En sorg har mange faser. Det kan være en sorg over at miste en person, en kæreste, en ven, en drøm om noget der skulle have været, en hund, en  - whatever. Og netop fordi at sorgens dybder og følelser er så intense og ubehagelige og fyldt med afmagt, vil man jo gerne hurtigt igennem den. Men der er ingen hurtig vej! I hvert fald kan den ikke forceres. Den blideste vej er, at tage sig af det når det kommer. Ikke fremelske det. Ikke nedtrykke det. Bare tage det når det er der. Dertil kommer, at kroppen helt fysisk har brug for at komme af med det. Det gør den rent faktisk ved at udstøde det bl.a. via tårer. Det er evidens-baseret viden, at tårer, som kommer i forbindelse med gråd har et andet indhold end f.eks. tårer som blot fremprovokeres af vinden. Derfor plejer jeg at kalde det, at kalde det ‘kroppens gift’ – og det skal UD! Ud af systemet, så det ikke ophobes, og så kroppen i stedet kan fyldes af de såkaldte lykke-hormoner!

Da sorgen var størst for mig, levede jeg mig helt korrekt igennem alle dens faser (man har vel læst psykoterapi ). Jeg græd, når der skulle grædes. Jeg talte, når der skulle tales. Jeg løb, når jeg havde brug for at være fysisk. Derfor er det kommet bag på mig at den, på trods af det, stadig kan komme tilbage med stor styrke. Heldigvis kan jeg fornemme, at jeg ikke kører i ring, men snarerer i en spiral. Jeg rykker mig et skridt fremad for hver gang det dukker op – og det er dog en trøst.

Som jeg nævnte i starten, så er alt dette lige pt. kombineret med en høj og positiv energi. Det er en ret underlig kombination at gå rundt med. Men nu, hvor jeg har belyst for mig selv, hvad det handler om, er der mere plads til at den positive energi kan udfolde sig. Netop fordi, der er gjort plads til det! Det fylder ikke længere på samme måde – luften er gået ud af ballonen – og en ny kan fyldes op af det positive.

Jeg forsøger at leve mit liv efter den positive psykologi – “The Law of Attraction”. I min verden betyder det ikke, at jeg altid skal være positiv og hyper-glad. Der er der – efter min overbevisning – ingen mennesker der er! Det betyder snarere, at jeg ‘rydder op’ hen ad vejen, så min kerne forbliver så ren som muligt. På den måde bliver det ikke kunstigt for mig at tænke og leve positivt. Jeg tror på, at de mennesker, som lever “The Law of Attraction” ud, formår at rydde op hen ad vejen, så deres positive tankegang bliver reel og ikke kunstig. Simpelthen fordi det falder dem naturligt, fordi de ikke har alt muligt ‘kogende i underbevidstheden’, som de ikke vil være ved.

Og apropos dét at ville livet, at leve med at der ingen garantier er og at turde tage chancer, vil jeg slutte med at citere min kære – og nu afdøde ven – netop sagde:

“sometimes the fruits don’t always fall in you lap

– sometimes you have to go out on a branch to get them”.

Det er en trøst at vide, at det var sådan han levede – lige til det sidste.

Kunsten at blomstre…

Kunsten at blomstre… Det burde egentlig ikke være så svært!?

Blomster gør det året rundt….men de har selvfølgelig heller ikke så meget andet, de skal tænke på

Men er vi så anderledes? Ligesom blomsten har fået sit løg eller sit blomsterfrø, pakket med “all it is meant to be”, tror jeg jo på, at vi mennesker kommer til verden med samme forudsætning. En kerne, en essens, en sjæl – om du vil – som indeholder vores vigtigste og absolut unikke bestandele og egenskaber. Dét som gør os i stand til at vokse op og blomstre på vores helt egen unikke måde.

Spørgsmålet er så om denne “kerne” får de rette betingelser for at blomstre? For det ligger latent i os alle at gøre det. Vi kan være visne, vi kan være over-vandede, vi kan være sprudlende se-mig-se-mig og vi kan være underernærede og skrige efter vand. Men KUN vi selv ved, hvad der skal til for at vi kan folde vores fulde potentiale ud.

Heldigvis er vi – modsat blomsten – også blevet skænket et taleorgan! Og tak for det! Vi har faktisk muligheden for at fortælle vores omgivelser, hvad vi ønsker os – og hvad der ligger til grund for at vi i perioder ‘hænger lidt med hovedet’. En blomst kan blot stå – med mundkurv på – og forsøge at signalere “HEY – se mig lige…jeg er sgu da vissen, så gør dog noget – et eller andet!!” Og så kan omgivelserne ellers prøve sig frem med gødning, vand, mindre vand, a place in the sun – og alt det der. Jeg ved ikke, hvor grønne fingre DU har, men jeg går altså ofte fejl…

Jeg er derfor kraftigt fortaler for at vi åbner op, og fortæller, hvad vi har brug for! Gætterier fører – som med blomster – ofte til misforståelser og behovs-udsættelse af alvorlig karakter.

I enhver relation – det være sig forældre/barn, parforhold, teamwork, partnership mv. opnåes det fulde udbytte bedst når vi forstår at kommunikere vores behov ud til hinanden. De bedste forudsætninger er naturligvis til stede dér, hvor man så rent faktisk LYTTER til, hvad der bliver sagt…uden at sende det igennem sin egen tolknings-mølle først.

Jeg har på et tidspunkt skrevet projekt om dét at bevare passionen i et parforhold. Jeg interviewede en del par, som levede i parforhold, hvor passionen/gnisten stadig var til stede efter mange, mange år.

Det de havde tilfælles var at: de ønskede, at deres partner skulle ‘blomstre’ – være sig selv – være lykkelig!

Det de gjorde var: de lyttede til deres partner og støttede ham/hende på partnerens egne præmisser.

I parantes kan jeg bemærke, at de knap så succesfulde par, jeg interviewede, gjorde præcis det modsatte! De forsøgte at tilfredsstille partnerens behov udfra sine egne behov og tolkninger….

Den lader jeg lige stå et øjeblik…

Og så vil jeg til sidst vende tilbage til kerne-problematikken: for ansvaret for at dine behov bliver opfyldt – i enhver relation - er også din egen. Rule no 1 must be: speak up – se hvad der sker!

Hvem spiller HOVEDrollen i dit liv?

Jeg ved det godt – det er en godt brugt sætning! Alligevel er den evigt relevant! Og da jeg igen hørte sætningen forleden, satte den en masse igang i mig.

For jeg har været dér, hvor jeg ikke lod mig selv ‘take the lead’. Hvor jeg lod mig styre af andres forventninger, mål og ønsker for mig. Eller bare deres ønske om, at forblive dén de gerne ville have jeg skulle være? Det har været en lang og spændende rejse at nå derhen, hvor jeg kun koncentrerer mig om ‘my business’ og holder mit liv på egen banehalvdel.

Så – nu kaster jeg bolden videre: hvem spiller HOVEDrollen i dit liv? Forhåbentlig gør du selv? Alligevel oplever jeg ofte, at det mere lyder som om folk er til ‘casting’ til deres eget liv. Gang på gang stiller de op foran dommerpanelet: “hvad nu, hvis jeg gør sådan her?” er det så godt nok? Eller “hvis jeg nu ER sådan her?” er det sådan I vil have mig?

I virkeligheden… i den VIRKELIGE verden - den som ER – er det KUN dig, som kan vurdere og dømme, hvad der er rigtigt og forkert for netop DIG! Alt hvad du tænker, at andre tænker om dig – det er jo blot tanker – tolkninger af tanker! Så når du alligevel ikke ved, hvad de tænker, hvorfor så lade dit liv styre af dem?

Der er ikke andre end dig selv, som ved, hvad der er rigtigt for netop dig. Og du skylder dig selv og det liv, du har fået, at leve sådan som det er sandt for dig!

Det kan også være, at du oplever ‘bare’ at have en bi-rolle i dit liv. Fordi en anden person – fra din fortid/nutid/fremtid, bærer sandheden eller nøglen til at dit liv kan forme sig, sådan som du ønsker det. Det kan være chefen, som ‘nok vil have du gør sådan og sådan’ . Eller den kæreste, som du gerne vil møde, som ‘nok ville lede dit liv i den rigtige retning’. Det kan også være en person fra din fortid, som stadig har så stor en rolle i dit liv, at du selv lever i skyggen af det.

Kom nu! Dit liv venter på dig! Og det eneste du VED med sikkerhed, er at du har netop dette NU du sidder i….LIGE nu! Så hvor er du? Hvor er dine tanker? I fortiden? Måske i fremtiden? Tilbage til nutiden! Hvem er du og hvordan HAR du det - i netop dette øjeblik?

Ikke for at være frelst – men faktisk – faktisk så kan jeg sige, at JEG har taget hovedrollen i mit eget liv! …Og hvis mit liv var en film, JA, så ville jeg faktisk godt gide at gå ind og se den! Det kan godt være at der har været up’s and down’s, bumpy roads, roads not taken og alt det der…men kedeligt, det er det i hvert fald ikke!

Hvordan ser din film ud? Hvis ikke den er, som du gerne vil have den skal være – så er er der ingen vej udenom: TAKE THE LEAD! Tag ansvar for dit eget liv, og vær sikker på at du har noget at ‘gnække over’ på plejehjemmet en dag

Bottomline:”MY business”

Jeg har før skrevet om YOUR BUSINESS – MY BUSINESS og GODS BUSINESS. God’s business fik jeg jo tidligere på sommeren i allerhøjeste grad at smage… Nu virker det som om næste skridt er igang. For hvad BETYDER “MY business” i denne her sammenhæng omkring Law Of Attraction? Og hvad betyder “YOUR  business”?

Når jeg taler med andre omkring “The Secret” – Law of Attraction mv, så kommer vi ofte til at tale om HVAD det er man skal GØRE for at tiltrække det man ønsker.

Da jeg først læste bogen “The Secret” blev jeg både forvirret, åbenbaret og provokeret! Ikke desto mindre har jeg taget den til mig, og har bestemt mig for at undersøge hvordan det er at leve med den. Grunden til at jeg blev provokeret over læsningen, var at den næsten kun henvender sig til TANKER! Tanker kan føre til tanke-SPIND og man kan blive helt kulleret i hovedet over at TÆNKE positive tanker, hvis ikke man har mavefornemmelsen med!

Indenfor NLP’en kalder vi tænke-typen for AD’eren og føle-typen for den Kinestetiske. Jeg tror på, at vore tanker fødes i det kinestetiske – i kroppen – i mavefornemmelsen!  Derfor er det så vigtigt, at den er med. Desværre er den bare svær – men ikke umulig – at lave om på. Jeg har i mange år haft hoved og krop adskilt, og oplever at det først er når der er skabt forbindelse mellem hoved og krop, at jeg pr. automatik tænker positivt.

Pointen er for mig at se: at hvis du ikke kan tiltrække et specifikt andet menneske! Du kan til gengæld tiltrække essensen af den FØLELSE, du ønsker dig vedkommende skal give dig!

Hvis du fastholder at “det SKAL være HAM/HENDE” , så er du ovre i “Your Business”.  Som jeg læste i en anden bog om “Law of Attaction” – nemlig bogen “Lær at spille livets spil”: “Hvis ikke du skal have ham, skal du få hans lige”! Så sandt – så sandt!

Hvis du i stedet fremkalder dig FØLELSEN af den tilstand, du gerne opnå når du har fået den kærlighed du ønsker dig. Når du lever som om du havde den – med glæde, tilfredshed, fullfilment, ro – SÅ vil du tiltrække et menneske, som kan give dig det – hjerte til hjerte. Dét er “My business” og det er i virkeligheden det eneste jeg kan ændre på.

Måder at gøre det på kunne være: at gå ud at spise med venner, som giver dig en god følelse, at lægge 2 dyner i sengen, at gå tur en tur i byen/på stranden/hvor det giver dig ro og tilfredshed, at danse, at gøre dig klar, men stadig bevare dig selv. Bottomline: gøre de ting, der giver dig glæde og som fremkalder den essens af ro og væren DIG!

Måske tænker du: “jamen hvis jeg gik ude i skoven heeelt alene, så ville jeg jo savne dén partner”! :-S

Byron Katie (som har ‘opfundet’ The 4 questions of “The Work”) ville svare dig nogenlunde sådan her:

Tanker ER bare tanker. Tanker om andre er ofte tolkninger! Spørg dig selv: Er det sandt? Og hvem ville jeg være uden denne tanke? (ofte MEGET befriende , skulle jeg hilse at sige)

Følelser ER bare følelser! De er der for at signalere til din krop, om de synes du er i en god eller dårlig situation for dig! Men du ER ikke dine følelser! Følelser bunder ofte i gamle mønstre og oplevelser. Spørg sig selv: Er det sandt? Hvem ville du være uden denne følelse?

Disse svar vil få dig tilbage til NUET og til essensen af dig selv. Essensen som er summen, som er din sjæl, og som vil tiltrække déts lige.

Happy go with it

Mit Tina Dickow-gen

Jeg STOR-elsker Tina Dickow. Gæster hos mig er (sikkert) ved at blive vanvittig over at hendes album konstant er på repeat! Så når jeg siger jeg har et Tina-Dickow-gen, så er det med allerdybeste respekt for hvad dén kvinde har formået. Hun har om nogen, en passion hun forfølger!

Jeg kalder det for Tina Dickow-genet, fordi det er mit lidelses-gen. Det er dét gen – den tilstand – den side af mig, som får mig til at male, skrive og i teenageårene også at skrive digte og dyrke Jim-Morrison-lev-stærkt-dø-ung-typen. I mange år har jeg kæmpet med denne side – egentlig kæmpet for at komme af med den. Jeg har altid været bevidst om, at netop dét at male hænger så meget sammen med Tina Dickow-genet, at jeg ikke kan male uden! Og jeg HAR forsøgt – men det BLIVER altså bedre med rødvin, tobak og Tina Dickow-agtig musik! Jeg synes at have læst at Tina Dickow har det lidt på samme måde…hun skal lide lidt får at kunne skrive de tekster hun gør! (dette udsagn står helt for min egen regning!)

Jeg har tidligere beskrevet “Kill your darlings-begrebet” og mit kære Tina Dickow-gen måtte også gennem møllen. Var det på tide at slippe det? Det var egentlig ret sikker på, at det var! Jeg synes at det i så høj grad hang sammen med offer-rollen, at det provokerede mig uendeligt, at jeg skulle være i besiddelse af en så stærk offer-rolle! Jeg HADER tanken om at være et offer! Så er det sagt!

En aften på min altan havde jeg selskab af min kære veninde og sjæleven Ann! Jeg brokke-brokke-brokkede – og jeg synes at lige meget hvad jeg brokkede mig over, så hørte jeg mig selv sige ordet ‘offer’! Som aftenen skred frem, kunne jeg godt se, at der var et ‘issue’ dér! Det siges, at når man vender én pil ud mod andre, så peger der tre tilbage på dig selv! Så dét du provokeres af hos andre, bør du se på hos dig selv!

Heldigvis var Ann ’sharp as hell’ og pludselig kaster hun sig frem over bordet og siger til mig: “Du skal sgu da ikke af med offer-rollen! Velkommen til den! Se på den! Hvad er det den vil dig?Hvad gør den af positive ting for dig!?”

Jeg tror egentlig bare jeg sagde “hrmpf” de første par minutter….men pludselig stod det klart for mig, at hun havde ret! Det var præcist, hvad jeg ville have sagt til enhver af mine egne klienter! Nå ja – noglegange er “mekanikerens egen bil den mest rustne’ hrm.

Og hun havde jo ret! Og hvilken lettelse! Skulderne faldt ti meter ned. Så velkommen til Tina Dickow-genet! Nu har jeg haft det inde og vende, lært det at kende og fundet ud af, i hvilke sammenhænge det giver mig styrke. Og det gør det i høj grad i når jeg maler – så NU – NU er det bare igang!